Guides
Guide til EUs nye energimærkning
EUs nye energimærkning
Fra 1. marts 2021 indfører EU nye og opdaterede energimærker, der skal gøre det nemmere for dig som forbruger at vælge den mest energieffektive ovn, tørretumbler, eller, måske vigtigst af alt, vinkøleskab!
EUs energimærkning viser dig, hvor meget energi et produkt, som for eksempel et vinkøleskab, bruger i sammenligning med et andet produkt af samme type. Den nye ordning for energimærker gælder for alle hvidevarer og andre elektroniske produkter, der skal sælges indenfor EU.
Hvad er nyt?
Både den gamle og den nye EU-ordning for energimærker inddeler produkternes energiklasser på en skala fra G til A, hvor A er den mest energieffektive. På grund af den teknologiske udvikling har man dog i de senere år kunne se produkter i energiklasse A+, A++ og A+++, altså produkter der "bryder skalaen".
Med de nye energimærker fjerner man muligheden for +'er, men strammer til gengæld kravene for at et produkt kan nå energiklasse A. Et produkt der tidligere var i energiklasse A, vil derfor nu f.eks. være i energiklasse E, F eller G.
Det er altså kun selve skalaen, der ændrer sig. Der kan dog forekomme mindre ændringer på de nye energimærker, f.eks. i et vinkøleskabs årlige energiforbrug, da man fra EU's side også har ændret de beregnings- og testmetoder, der ligger til grund for værdierne på de nye energimærker.
Fra EUs egen hjemmeside om den nye ordning:
"Med de reviderede krav er enkelte beregningsmetoder ændret, hvilket medfører, at værdier på det re-skalerede energimærke kan afvige lidt fra det nuværende mærke. Produktet er dog det samme."
Kilde: Label2020.dk
EU har med den nye ordning gjort plads til, at producenterne kan gøre deres produkter endnu mere energieffektive i de kommede år. Det betyder, at man til at starte med, ikke vil kunne finde produkter med energiklasse A på markedet.
Fra EUs egen hjemmeside om den nye ordning:
"Der vil ikke være nogen produkter i energiklasse ”A”, når de re-skalerede mærker bliver synlige i butikkerne. Målet har været, at der ikke skulle findes produkter i energiklasse ”A” ved mærkets introduktion for at sikre plads til yderligere produktudvikling.
Kilde: Label2020.dk
Visse produkter vil ikke kunne leve op til kravene under den nye ordning, men disse må gerne sælges med det gamle energimærke frem til 1. december 2021, hvorefter de vil udgå.
Fra 1. december 2021 er de gamle energimærker helt udfaset, men indtil da kan du opleve at se både nye og gamle energimærker på visse produkter.
Faktaboks
Fra 1. marts 2021 indfører EU en ny ordning for energimærkning, der skal gøre det nemmere for dig at vælge et mere energieffektivt elektronisk produkt, som f.eks. et vinkøleskab.
Den nye ordning for energimærkning benytter en skala fra G til A, hvor A er det mest energieffektive. Med de nye energimærker fjerner man muligheden for at bruge A+, A++ og A+++, men strammer til gengæld kravene for at et produkt kan nå energiklasse A.
Det er kun selve skalaen for energimærkning, der ændrer sig. Der kan dog forekomme mindre ændringer på de nye energimærker, f.eks. i et vinkøleskabs årlige energiforbrug, da man fra EU's side også har ændret de beregnings- og testmetoder, der ligger til grund for værdierne på de nye energimærker.
Fra 1. december 2021 er det ikke længere lovligt at sælge en lang række elektroniske produkter, herunder vinkøleskabe, som ikke har et energimærke, der lever op til den nye EU-ordning.