VI BYTTER JULEGAVER T.O.M 1. FEBRUAR 2020.

Opvask - Sådan vasker du vinglas

oprettet d.

Opvask - Sådan vasker du vinglas

Opvask af vinglas behøver ikke være så kompliceret, som det af og til synes. Her ser du hvordan man bedst vasker sine vinglas.

  1. Opvaskemaskine glasprogram
  2. Vinglas der kan tåle opvaskemaskine
  3. Opvask af vinglas i hånden
  4. Vinglas i opvaskemaskinen
  5. Sådan tørrer du et vinglas
  6. Sådan opbevarer du dine vinglas
  7. Klargørring af vinglas
  8. Faktaboks

Efter en hyggelig aften med noget lækkert vin i glasset i godt selskab, spøger opvasken af de mange vinglas i baghovedet på værten.

Hvis den har fået fuld skrue på trakteringen med forkælelse af gæster og værter med alt fra velkomstdrinks, bobler, hvide vine, røde vine, dessertvine og digestive til kaffen, har det garanteret været en god aften.

Dog kan kadaversamlingen på køkkenbordet meget nemt ligne efterdønningerne fra samtlige af dronningens tre nytårskure.

Opvaskemaskine glasprogram

Bunken af vinglas kan synes uoverstigelig ved tanken om at tage opvasken i hånden, men det behøver den ikke være. Dine vinglas’ ven er nemlig opvaskemaskinen, hvis du vel at mærke har en.

Du kan sagtens vaske vinglas i opvaskemaskinen. Især hvis opvaskemaskinen har særlige glasprogrammer med en tilpas lav temperatur.

Uanset om du vælger at vaske dine vinglas i hånden, eller om du foretrækker opvaskemaskinen, er der et par tips og tricks, der kan guide dig til den bedste opvask af vinglas. 

Vinglas der kan tåle opvaskemaskine

Langt størstedelen af verdens større producenter af vin- og drinksglas siger, at deres glas nemt tåler opvaskemaskine.

Hvis ikke producenten ligefrem direkte anbefaler maskinopvask, så er det som regel i det mindste tolereret af de fleste fabrikanter.

De helt store glasproducenter såsom Spiegelau (Side med anbefalinger til håndtering af glas), Riedel (Video med CEO Maximilian Riedel), Zalto og Lucaris (Vejledning i håndtering af glas) anbefaler, at man vasker vinglas i opvaskemaskinen. Uanset hvordan du vælger at vaske dine vinglas, er det altid en god idé at undersøge glasproducentens anbefalinger.

Opvask af vinglas i hånden

Vi opstiller her i punktform en række ting, du bør huske på, når du vasker dine vinglas i hånden. Hvis du vil rengøre dine vinglas i hånden, får du det bedste resultat ved at følge denne lille guide.

  • Hvis du ikke orker at tage opvasken med det samme, er det helt okay at lade glassene stå natten over med vinrester i. Faktisk er indtørrede rester af vin at foretrække fremfor de kalkrester, indtørret vand efterlader.
     
  • Opvaskemiddel uden parfume er det bedste, du kan rengøre dine vinglas i.
     
  • Brug en ren opvaskebørste eller en ny rengøringssvamp.
     
  • Vandet bør ikke være alt for varmt. 40°C er perfekt.
     
  • Vask nænsomt glasset i en balje og skyl efter med rent vand.
     
  • Tør og puds glasset i et stort rent fnugfrit viskestykke. Selve tørringsteknikken ser vi på senere her i artiklen. Nænsomhed er kodeordet!
     
  • Glasset skal lugte af ingenting, og i særdeleshed ikke af opvaskemiddel eller surt viskestykke.
     
  • Stil vinglasset med åbningen opad, og altså ikke med bunden i vejret. På den måde kan overskydende fugt fordampe.

Vinglas i opvaskemaskinen

Tidligere anså man opvaskemaskinen som absolut no-go ved rengøring af vinglas. Den skepsis havde en vis berettigelse, da opvaskemaskiner før i tiden ikke havde så avancerede glasprogrammer som i dag.

Heldigvis er der i dag ingen skam i at være en doven opvasker. Tværtimod faktisk, for opvaskemaskiner og glasproducenter er i dag rigtig gode venner. Restaurationsbranchen vasker vinglas ved høj temperatur, men i kort tid. Det er netop kombinationen af tid og temperatur, der er nøglen. Og så blødgøringsanlæg i industriel skala, men det er en anden historie.  

Der er et par smarte tricks, der sikrer, at dine glas får en perfekt oplevelse af en tur i opvaskeren. Se her vore hurtige guide til en god opvask af vinglas i maskine.

Vask af vinglas i opvaskemaskine

  • Sørg for, at maskinen er korrekt indstillet til hårdheden af dit lokale vand, og at maskinen fyldt op med afspændingsmiddel og salt. Undersøg hårdheden af dit vand her hos GEUS, og følg instruktionerne i din opvaskemaskines brugervejledning.  
     
  • Fyld kun vinglas i din maskine. Ikke noget med gryder, skåle og tallerkener i samme omgang.
     
  • Placér vinglassene godt og stabilt i maskinen. Undgå at de rammer hinanden og sørg for god plads rundt om vinglassene. Det er ikke en god idé at være for voldsom og lige klemme et ekstra glas ned. Heller for meget end for lidt plads.
     
  • Brug opvaskemaskinens glasprogram eller undgå at temperaturen overstiger 45°C, og sørg for en kort vasketid, såfremt der ikke er et særligt glasprogram på din opvaskemaskine.  
     
  • Så snart maskinens opvask er færdig, åbner du lågen for at glassene kan dampe af i et par minutter.
     
  • Nu tørrer du glassene forsigtigt efter med viskestykker. Tørreteknikken ser vi på i et separat afsnit her i artiklen.
     
  • Igen, som med håndopvask, skal vinglasset efterlades så det kan ånde, og derfor ikke med bunden i vejret.

Sådan tørrer du et vinglas

For at tørre dine vinglas på en effektiv og måde og samtidig undgå, at de går i stykker, har vi her et par gode tips.

  1. Viskestykker og tørrestykker skal vaskes i parfumefri vaskemiddel og skyllemiddel er bandlyst.
     
  2. Brug fnugfri stykker af enten bomuldsstof eller viskestykker i microfiber. Microfiberklude til rengøring er geniale, og det bedste er af typen, der er beregnet til rengøring af glasoverflader som spejle og lignende.
     
  3. Vi anbefaler, at du bruger to tørrestykker af en god størrelse, et stykke til hver hånd. Alternativt kan et meget(!) stort stykke også gøre det.
     
  4. Nu kommer tricket! Hold om glasset på koppen, når du tørrer af. Langt den hyppigste årsag til ødelagte vinglas er vridning af glasset. Det er meget nemt og fristende at vride stilk og kop i hver sin retning for at tørre glasset. Desværre er dette også en effektiv måde at ødelægge et godt vinglas på, da man meget nemt opnår et for stort drejningsmoment i bevægelsen.
     
  5. Hvis det er muligt, så er det en god idé, at du har nogle tørrestykker, du udelukkende bruger til at tørre vinglas og karafler.
     

 

Sådan tørrer du et vinglas - opvask vinglas

Sådan opbevarer man vinglas

Glas af enhver art, også vinglas, har bedst af at blive opbevaret med bunden nedad og åbningen opad. På den måde kommer glasset af med al overskydende fugt, og du undgår, at glasset tager lugt fra papkassen eller skabet, det opbevares i.

Inden du tager vinglasset i brug, er det dog stadig en god idé lige at lugte til glasset. Et ophold i en papkasse eller et træskab kan give glassene en uønsket lugt.  

Sådan klargør man et vinglas

Du kan som regel nemt fjerne denne duft ved at skylle glasset i lidt vand og tørre det efter.

Eller også kan du gøre som fagfolkene i restaurationsbranchen, vintjenerne, gør det. En seriøs sommelier ”vasker” ved behov glasset i vin inden servering ved at slynge lidt vin rundt i glasset.

Du kan med fordel gøre det samme, og derefter hælde sjatten i vasken eller i halsen.

Giv den gas med glas

Som du kan se, er der overhovedet ingen grund til ikke at gå all in på vinglassene, når bordet skal dækkes. Du kan med sindsro nyde godt af dejligt selskab, lækker mad og fabelagtige drikke.

Køkkenbordpladen er fuldstændigt dækket af glas, og dine gæster ønsker dig med et skælmsk smil god fornøjelse med opvasken. 

Lige netop det øjeblik griber du, og du påtager dig martyrrollen som den, der selvudslettende og beredvilligt tager kæmpeopvasken til glæde for dine medmenneskers velbefindende.

Derfor ser dine vinglas underlige ud

Matte eller hvide glas efter opvask

Enten er dit glas kalket til, eller også er det angrebet af glaspest. Den matte, hvide og mælkede overflade, der kan komme på glas efter hyppig opvask i maskinen skyldes overordnet set to ting: kalk eller glaspest. Den ene er nemmere at løse end den anden, for der er forskel på de to.

Glaspest på vinglas

Glaspest ses som en hvid stribe øverst på et glas, og er i virkeligheden kiselsyre i glasmassen, der skilles ud når temperaturen kommer over 60-65°C over for lang tid. Glaspest ødelægger selve glassets strukturelle opbygning, og kan ikke fjernes.

Det er oftest gamle glas, der rammes af glaspest, og glasproduktionen er i dag baseret på glasmasse med en sammensætning, der er mere modstandsdygtig for glaspest.

Er skaden sket, og dine glas har fået glaspest, er der desværre ikke noget at gøre. Du må enten leve med glassene som de er eller kassere dem.

Undgå derfor for høj temperatur for længe, hvis du vil være på den sikre side.

Kalk på glas

En anden kilde til hvide vinglas er kalkrester, for meget opvaskemiddel eller misligholdelse af saltbalancen i opvaskemaskinen. Der kommer kalk på glasset, hvis der ikke er fyldt nok salt på opvaskemaskinen.

Belægningen af kalk kan fjernes ved at bruge eddikesyre i en opløsning med varmt vand til at lægge glasset i blød (2 deciliter eddikesyre til en liter varmt vand). En anden løsning på hvide kalkstriber på glas er at vaske maskine og glas med citronsyre, der er en effektiv kalkfjerner.

 

 

 

 

 

Michael Kahr Jørgensen

Sommelier

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar