Guides

Hvor meget støjer et vinkøleskab?

Lyd, støj og akustik på køl

Vinkøleskabe er ikke lydløse. Lydniveauet kan være en stor kilde til irritation for nogle af os. Men hvad betyder støjniveauerne egentlig?
Vinkøleskabe larmer lidt. Det gør almindelige køleskabe også. Vi lægger måske bare ikke så meget mærke til det. Her i artiklen kan du læse om støj fra vinkøleskabe og hvordan vi kan påvirke støjen med akustikken i vores hjem.

Støjniveauer

Hvad kan jeg forvente?

De fleste vinkøleskabe har et støjniveau på omkring 35-45 decibel (dB). Til sammenligning ligger et almindeligt moderne køleskab på omkring 35-42dB.


Generelt set afgiver et vinkøleskab dermed lidt mere støj end et almindeligt køleskab. Det skyldes et større behov for en konstant temperatur og flere bevægelige dele. Langt hovedparten af vinkøleskabene på markedet består af en kompressor, et kredsløb af kølemiddel og et system af blæsere.

Nogle vinkøleskabe kan ligefrem klassificeres som lavenergi eller med lavt lydniveau. Disse egenskaber er klare fordele, men alle vil have bevægelige dele i sig. Disse bevægelige dele gør, at der altid vil komme nogen støj fra apparatet.

Hovedårsager til støj fra et vinkøleskab:
1. Til at holde en stabil og ensartet temperatur i dele af eller hele skabet bruger man elektriske blæsere. Blæsere er desuden med til at forhindre dannelse af rimfrost i skabet. De består af bevægelige dele, og vil i sagens natur afgive støj. Den susende lyd minder om blæseren fra en bordventilator.


2. Jo flere blæsere, der sidder i et skab, desto mere støj. Vinskabe er mest udbredt i to udgaver: enkelt temperaturzone og med to temperaturzoner. Med to zoner kræves der flere blæsere, da der skal fordeles luft i skabets to kamre.


3. Afhængig af omgivelsernes temperatur og hvor ofte, døren åbnes kører blæserne det meste af tiden. Lågens isolationsevne spiller i øvrigt en betydelig rolle, da lyden fra blæserne hovedsageligt kommer fra skabets indre.

Forklaring af lydniveauerne

De fleste moderne vinkøleskabe er ret stille. Støj på op til 39dB betegnes normalt som "lavt støjniveau", og vil svare til en stille samtale eller lydene i et bibliotek.


Til sammenligning støjer et almindeligt moderne køleskab omkring 35-42 dB. Ældre og mindre energivenlige modeller vil støje mere.


For at smide endnu en sammenligning oveni hatten, støjer en fritstående fryser helt op til 45 dB. Fryseren støjer typisk en smule mere end et vinkøleskab, særligt hvis det er en ældre model eller en med manuel afrimning. Nye og energieffektive modeller ligger ofte på omkring 40 dB. Apparater med et støjniveau på op til 40 dB opfattes som næsten lydløst i daglig brug.

For at forstå lydniveauers volumen og forskel, arbejder man ud fra en logaritmisk decibelskala. Det vil sige at lydenergierne bliver enten fordoblet eller halveret ved en ændring på 3 dB. En fordobling af lydniveauet fra 39 dB vil derfor være 42 dB og ikke 78 dB.


Vores vinkøleskabe ligger på et støjniveau omkring 34-46 dB. Flere støjer derfor det samme - eller mindre - end almindeligt køleskab og frys, som du kender det. Afhængigt af, hvilket skab du vælger og hvor lydsensitiv du er, kan du roligt placere vores vinkøleskabe på en fremtrædende plads i hjemmet.

Tryk og køl

Kompressoren laver kulden, og den er som regel placeret i bunden på bagsiden af skabet. Den er gerne monteret på et silikone- eller gummiophæng for at reducere vibrationerne. Kompressorens dybe summende lyd er ikke til at tage fejl af.

Kompressoren kan støje unødigt meget hvis skabet ikke står i vater, eller hvis den støder på noget på bagsiden af skabet. Disse kilder til støj er de nemmeste at eliminere til at begynde med.

Det er heldigvis ikke konstant at kompressoren er i arbejde, og ofte er det først når kompressoren standser, at vi egentlig lægger mærke til at den overhovedet har været i gang. Den lavfrekvente støj kan imidlertid opfattes forskelligt hos mange mennesker.

Den tredje væsentlige årsag til støj i et vinkøleskab er kølemidlets rejse rundt i systemet. Den kolde gas skal sendes rundt i systemet, når termostaten giver besked om det. Kølemidlet sendes så gennem et fint dyselignende indsprøjtningshul med en karakteristisk hvislende lyd til følge.

Nogle vil med et diplomatisk udtryk sige, at lyden er direkte møghamrende irriterende. Igen kan vi som mennesker være mere eller mindre følsomme overfor visse lyde og frekvensområder.

På et helt nyt vinkøleskab er indsprøjtningshullet ret snævert. Det skal lige ”køres lidt til” i løbet af de første par måneder efter køb. I indkøringsperioden vil du opleve, at lyden er lidt kraftigere end ventet. Det vil tage af med tiden.

Hvad kan jeg gøre ved det?

Som vi kan se, er der begrænsede muligheder for at ændre på skabets funktioner, hvis du er følsom overfor lyden fra et vinkøleskab. De fleste modeller støjer, så der er ikke nødvendigvis så mange gevinster at hente ved at vælge et vinskab fra en anden producent. Det er svært, hvis ikke ligefrem umuligt, at lave fuldstændigt lydløst vinkøleskab.

Til gengæld er der mange gevinster at hente ved at gøre sig nogle overvejelser i forhold til de omgivelser, vinkøleskabet placeres i. Hvis du tager et vinkøleskab med lavt lydniveau og placerer det i omgivelser, der er akustisk uheldige, vil det sandsynligvis ikke opleves som et støjsvagt vinkøleskab.

Hvor meget støjer et vinkøleskab er derfor ikke nødvendigvis det centrale spørgsmål. Det kan være mindst lige så interessant at spørge om hvordan man gør oplevelsen af et vinkøleskab støjsvag. Vores indretning kan hjælpe meget på følelsen af at have et vinkøleskab med lavt lydniveau.

Klunke eller katedral

Der er ikke en entydig definition på, hvad der er støj og hvad der ikke er. Hvad der for den ene person er en behagelig lyd, kan for den anden være enormt støjende og forstyrrende. Dog har akustikken i et rum en afgørende betydning for lydoplevelsen.

Akustisk set er de gamle dages klunkehjem fantastiske til at absorbere lyd. De karakteristiske tykke tæpper på gulvene, portière-gardiner, polstrede møbler og malerier på væggene er elementer, der er gode til at absorbere og dæmpe lyden i et rum. Klunkehjemmet fra de sidste to årtier i 1800-tallet kan lære os mange brugbare ting om akustik, uden at vi behøver indrette os som Fru Fernando Møhge ville gøre det. Et hvilket som helst vinkøleskab ville opleves som støjsvagt i sådan et hjem.

Nu om dage indretter vi os nærmest diametralt modsat. Vi foretrækker store flader, rene linjer, hårde materialer og en begrænset brug af tekstiler i rummene. Ud over at være nutidens moderne og minimalistiske udtryk, er denne indretningsform også praktisk og nem at rengøre. Men det er også små katedraler, vi bygger. Især i køkkenalrum, hvor vi kan finde på at fritlægge loftet til kip, kan lyden vandre så frit, at det giver mindelser om et stort kirkerum. I sådanne omgivelser er det en god ide at se på hvor meget et vinkøleskab støjer. Men rummet i sig selv kan altså være årsag til oplevelsen af støj fra et ellers støjsvagt vinkøleskab.

Akustiske forhold

Hvis du er nybygger, kan det være en særdeles god idé, at tænke lyd og akustik med i dine overvejelser fra allerførste færd. Der findes et hav af byggematerialer, der ikke behøver rive bunden ud af dit budget. Her kan dit byggemarked eller din entreprenør helt sikkert hjælpe.

For os andre er der også et par gode tips og tricks. Klaptesten er god til hurtigt at danne sig et billede af, hvordan akustikken opfører sig i et rum. Klap højt i rummet og læg mærke til hvor megen efterklang, der er ved at lytte til ekkoet. Der skal ikke mere end et sekund til før, det opleves som generende.

Endelig er der gode råd i forhold til hvordan du indretter dig med dit vinkøleskab. Nogle af rådene er generelle betragtninger, mens andre er henvendt til den specifikke situation.

Hvor meget støjer et vinkøleskab i et køkken?

Vi bliver ofte spurgt om hvor meget et vinkøleskab larmer. Svaret er ret subjektivt og det afhænger af hvor det placeres.

Omkring 85 procent af vores solgte vinkøleskabe placeres i et køkkenalrum, og ofte i en form for sammenbygning med resten af køkkenets elementer.

Nogle gange er ønsket at have et indbygget vinkøleskab i et køkken, andre gange er et integrerbart vinkøleskab målet. I det sidste tilfælde kan køkkenelementerne være med til at dæmpe støjen væsentligt.

Der er forskel på integrerbar og indbygning i forbindelse med vinkøleskabe. Et integrerbart vinkøleskab kan typisk integreres ind i dine køkkenskabe, hvor et vinkøleskab til indbygning passer med bredden af et køkkenmodul, og derfor kan erstatte en sektion i køkkenet – for eksempel under bordpladen.

”Først og fremmest skal skabet stå i vater og helst ikke på et klinkegulv.''

Teknikker Lars

Underlag og luftcirkulation

Uanset hvordan, du installerer dit vinkøleskab, har Lars tre generelle akustiske råd.

”Først og fremmest skal skabet stå i vater og helst ikke på et klinkegulv. Dernæst anbefaler jeg at skabet står på et lydabsorberende materiale såsom en gummimåtte eller et tykt gulvtæppe. Og så skal man sørge for, at der er luft omkring skabet, særligt på bagsiden. Jo sværere det er for varmen, at komme væk, desto mere skal skabet arbejde for at køle,” siger Lars, mens han forklarer, at de samme råd gælder for fritstående skabe.

De resterende 15 procent af Lars’ vinkøleskabskunder placerer skabet i afsidesliggende lokaler som et bryggers, et skur eller en kælder. Han fortæller, at med sådan en placering er dårlig akustik og støj i sagens natur ikke så stort et problem.

Vinkøleskab skal stå i vater

Den allerstørste kilde til støj og for højt energiforbrug er, hvis vinkøleskabet ikke står i lod og vater.

Det er ikke nok, at vinskabet står lige, når du kigger på det. Præcision er nøglen her. Sørg for, at du har et vaterpas af en vis størrelse og helst minimum 60 cm. langt.

Hvis ikke dit vinkøleskab står helt i vater, risikerer du, at kompressoren støjer mere end nødvendigt, og at den kører oftere end nødvendigt, da væskeniveauet i kompressoren virker til at være ude af balance. Dette medfører, udover støjgener, et unødvendigt højt energiforbrug med stor slitage på kompressoren som konsekvens.

Fra dårlig til god akustik

Så, hvis man tager nogle enkelte forhold med i sine overvejelser ved køb af et vinkøleskab, er det nemt at komme støjgener til livs. Uanset hvad, så håber vi, at du har fået svar på spørgsmålet om hvor meget et vinkøleskab larmer.

Kilder til dårlig akustik:

– Store rum med højt til loftet.
– Minimalistisk indretning.
– Store vinduespartier.
– Hårde overflader: klinker, fliser, glas og sten, men også pudsede bare vægge.
– Møbler i eksempelvis plastic.

Kilder til bedre akustik:

– Tæpper, tykke gardiner og andre tykke tekstiler absorberer lyd.
– Møbler, malerier og nipsgenstande kan dæmpe efterklang.
– Brug lydabsorberende bats når du bygger, særligt i høje rum.

Til dit vinkøleskab:

– Sørg for at vinskabet står helt i vater.

– Stil det på et vibrations- og støjabsorberende materiale.
– Sørg for luft omkring skabet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik. Du kan altid afmelde dig igen.